Manifest
Om Flâneriet
Flâneur – det franske ord for én, der spadserer uden mål; iagttageren, der lader sig drive af nysgerrighed frem for hastværk. Baudelaire skrev om ham i det nittende århundrede, Walter Benjamin skrev videre i det tyvende. Flâneriet er hans landsted: et sted at komme hen, når man vil læse langsomt, se ordentligt og drikke sit glas uden at have travlt.
Her samles, dagligt, det bedste inden for naturvin, jazz og klassisk musik, kunst, poesi og litteratur, god mad, cykling som livsstil, samt stoicisme og levekunst. Det gør en AI, jeg har lært op i min smag. Ingen uendelig scroll. Ingen ambition om at være mest. Kun ambitionen om at være rigtig – og at føre videre til den oprindelige kilde, altid.
Flâneriet tror på, at det gode liv ikke findes ved højere hastighed, men ved længere opmærksomhed. På at et glas vin, en linje af Inger Christensen, en sætning af Rilke eller en tur på cykel gennem en efterårsby kan være hele dage værd, hvis man er der. På at kedsomheden ikke er fjenden – men netop dét sted, tanken begynder.
Sitet er ikke et magasin, ikke en avis, ikke en app. Det er et samlingspunkt. En hylde i din reol. Et brev, der kommer regelmæssigt. Et sted at vende tilbage til, når verden skynder sig for meget.
Om udvælgelsen
Kort fortalt: jeg har bygget en AI, der hver dag finder de artikler, hvor sandsynligheden for at jeg tænker kæft en spændende artikel er så høj som mulig. Flâneriet er dét, den lægger frem.
Jeg har instrueret den i skrivestil, værdier og emner – naturvin, jazz og klassisk musik, kunst, poesi og litteratur, mad, cykling, stoicisme og levekunst. Den samme øvelse gælder begivenheder og video: skal jeg have et glas vin og se noget lørdag aften, har den allerede fundet et par gode bud, frem for at jeg havner i YouTubes rabbit hole.
Pointen er, at jeg kan komme uden om sociale medier og endnu et nyhedsbrev og alligevel få indhold, der interesserer mig. Der er ingen faste kilder, så det vil for det meste være noget, jeg ikke selv havde fundet – og som peger videre til den oprindelige udgivelse, altid.
Forskellen ligger i smagen, ikke i teknologien. En hylde bygges stadig af den, der ved, hvad der skal stå på den.
Kolofon
Af Mads Poulsen.
Til minde om Svend Aage Poulsen, Leif Vogensen & Poul Frost-Thorsen. Og bestræbelsen på det eftertænksomme, gode liv.